Grossarlerlaug
Det første Gilde Forum blev gennemført i januar 1969 med 92 deltagere fra 5 europæiske lande i den lille bjergby Grossarl i Østrig. Hidtil højeste deltagerantal var i 1998 med 550 deltagere fra 23 nationer.
Grossarl ligger ca. 1 times bilkørsel syd for Salzburg i den smalle Grossarler-dal, 920 meter over havet. Nær bunden af dalen ligger nabobyen Hüttschlag, hvorfra der kun er en halv snes kilometer til dalens ende, der næsten ligger i mørke om vinteren.
I årene, hvor træffet blev afholdt om vinteren, havde deltagerne i ugens løb mulighed for at stå på ski eller vandre i bjergene og besøge bondegårdene, som åbnede deres hjem for deltagerne, så man der kunne samles med andre gildebrødre og sludre over et glas øl, en obstler (lokal brændevin) og et let måltid mad, og dermed knytte venskaber over landegrænserne. Man kunne også tage en af de moderne kabine-ski-lifte til toppen af bjerget i knap 2000 meters højde for at nyde udsigten, mens man sad og slikkede solskin, eller for at stå på ski på de fint plejede løjper.
Indkvarteringen af deltagerne er henlagt til hoteller, pensioner eller hos private, alt efter pengepung og temperament. Sprogproblemer eksisterer sjældent, da både tysk og engelsk tales/forstås af de fleste, og det er da heller ikke kedeligt at sidde og »tale« lidt med hænder og arme i alle mulige fakter!
Gilde Forum blev i 2010 flyttet fra vinter til sommer. Naturligvis kunne samme program ikke fastholdes, men det blev dog ikke mindre interessant. Man kunne opleve Sonnenwend Feir (midsommerfest) med bål, som kunne ses i bjergene viden om. I Salzburg findes et “Gildehus”, som bestemt er et besøg værd, og hvortil der ofte har været arrangeret udflugt. Desuden var der mulighed for vandreture (med guider) i bjergene med besøg hos de lokale på almene, hvor der var mulighed for at købe mad og drikke. Gennem turistkontoret kunne man erhverve sig både sølv- og guld- vandrenåle, hvis man var til det og gennemførte et vist antal vandreture.