Én gang spejder, altid spejder!

Spejderliv i Haderslev i 1950’erne og 1960’erne

Af Birgit Barfod (DDP)
Indledning

Jeg sidder ved et nedbrændt bål. På min kæp er der dej på vej til at blive et snobrød. Et rigtigt snobrød-brændt i den ene ende og rå i den anden. Jeg sidder her på stranden ved Sønderballe med vandet til den ene side og skrænten op til den anden. Jeg er glad og tilfreds. Det er som om, jeg altid har siddet her og lavet snobrød.-Dette er det første jeg kan huske fra mit spejderliv. Og, konstaterer jeg nu ved at kigge i familiekalenderen, jeg har maksimalt været 2½ år!

Historien er faktuel rigtig nok: min mor var hvert sommer i disse år ”madmor” på sommerlejre, afholdt i en stor barak ved Sønderballe. Hun og andre gamle spejderpiger / Sct. Georgs gildebrødre tog mange sociale opgaver op i de år. En af dem var, at give børn og unge inde fra byen en god ferie ved hav og strand (Disse børn og unge fandt de sikkert frem til sammen med søster Dagmar og søster Alice-læs om dem andre steder)

Spejderliv var lig med det forjættede land

Begge mine forældre havde været aktive spejdere. Nu, da jeg var kommet til og senere mine brødre, så blev det Gildebevægelsen med de mange spejderopgaver og socialt hjælpearbejde, som de tog del i.

Igennem mine første år, synes jeg, at ordet ”spejder” omkransede min barndom. F. eks. Da jeg en dag beskrev et eller andet derhjemme i detaljer, udbrød min mor, at jeg nok skulle blive god til ”kimsleg”, når jeg huskede så godt. Det var en stor ros i hendes mund. Og en anden historie: som andre børn ville jeg ikke pudse næse og strittede imod. Ja, hvis du ikke vil det, så kan du jo heller ikke blive spejder. For her skal man jo klare sig selv, var svaret. Og så kan det nok være, at jeg fik det lært i  en ruf, altså, at pudse næse. Jeg kunne blive ved. Det skøreste, jeg kan huske, er, at jeg digtede et vers til børnesangen ”Op, lille Hans…”I min udgave sluttede sangen med ”Op, lille Hans! Op at gå til spejder”.!! forundringen var stor, da jeg år senere lærte at læse og aldrig fandt det her vers med at Hans skulle stå op og gå til spejder!

Mit første blåmejsemøde

Det var næsten en julegave uden for sæsonen, da jeg fik lov til at komme med til et blåmejsemøde som 5-6 årig! Mine lidt ældre legekammerater fra vejen: Margit og Inge fik lov til at invitere mig med til et møde. Blåmejseføreren var Misse Winther, der også var min mors veninde. Dette møde gjorde et stort indtryk. Jeg kan huske det, som var det i sidste uge! Hvad vi da lavede? Jo, vi skulle lære at lave en kunststopning. Nå, ikke andet, tænkte jeg, da jeg så det. Det lignede vævning på en 2 skaftet væv-bare i mini format. Hvis jeg ellers kunne se til det, ville jeg den dag i dag sagtens kunne lave en sådan kunststopning. Til sidst skulle vi slutte af med at rydde op. Også mig, selvfølgelig. Var man spejder eller ej? Men gulvet vrimlede med kakerlakker! Væk skulle de, sagde Misse, – øh frk. Winther i denne sammenhæng. Jeg sank mundvandet og tog atter fat med kosten. Vi unger fik at vide, at de her små dyr såmænd var mere bange for os, end vi var for dem. Jeg kan fortsat ikke lide små ”krible krabledyr”, men kan let fjerne dem. Og smide dem ud ad vinduet, ud i naturen. Det har jeg også lært mine døtre, der heller ikke er bleg for at snuppe alt fra edderkopper til mus Det er bare lige noget, man ordner.

Spejderhuset på Åstrupvej

Snart derefter kunne man forlade de skrækkelige kælderlokaler under Seminarieskolen og flytte ud i det flotte nybyggede spejderhus på Åstrupvej. Det lå bag en faldefærdig gård (men efter sigende skulle gårdejeren have haft et varmt hjerte for ungdommen i Haderslev, da han donerede grunden til spejderhuset) og i en tilgroet grusgrav. Et spændende terræn. År efter fik drengene også hytter derude i området.

Så kom dagen for indvielsen. Min mor og jeg tog derud. Der blev holdt taler, sunget spejdersange og spejdernes musikkorps spillede. Pludselig fik jeg en buket blomster stukket i hånden. Med ordene fra min mor om at gå op og sige ”tillykke” Jeg slæbte mig hen over den uendelig grusplads, kniksede og løb tilbage. Jo, man kunne komme ud for mange prøvelser, når man var på vej til at blive blåmejse.

Det nye spejderhus var bygget af forældre. Hvordan og hvorledes, ved jeg ikke. Heller intet om finansieringen og lign. (Nogen mener, at familien Arkil finansierede projektet). Men her hørte jeg for første gang udtrykket ”Tordenskjolds soldater” Mine forældre hjalp til, selvfølgeligt for dem. Hvad de lavede? Min mor har sandsynligvis lavet alt vedr. gardiner og så lige en bradekage til kaffen hver gang. Min far blev sikkert sat til at male og slå et søm i her og der.

Huset var med den tids øjne flot og meget moderne: Det store lokale med pejs var også blåmejsernes sted. Stolene var rødmalede, bordene malet grønne. Rundt omkring var der rum med patruljehjørner. Fantasifuldt indrettet.2 toiletter var der også plus et pænt stort tekøkken.

Blåmejsetiden

Min første fører (ja, sådan hed det dengang!) var Alice. Jeg kan kun huske, at hun kom en dag med studenterhue og ikke den obligatoriske storspejder ha. Nu skulle hun til Århus og læse til læge (det gjorde hun også!) Vores nye fører blev ”Trille”(Hanne Juul-Dam) Køn, sød og meget skrap og meget, meget korrekt. Hvad vi dog ikke lærte: spejdersange, hvad hed den fugl og den blomst? Hejse et flag lige efter flagreglerne osv. Orden i alt også en 100 pct.reglementeret påklædning. Alt det krævede Trille af os, men gik sandelig altid selv forrest. Men en dag kom også hun ureglementeret påklædt: Trille kom med studenterhue. Nu skulle hun rejse og læse videre. Men hvad med os, blåmejserne? Indholdet af ordet ”tab” blev for første gang forståeligt. Vi holdt jo så meget af Trille og kunne slet ikke forestille os et blåmejseliv uden hende.

Men ind på scenen trådte nu Helens mor, Nete Tielsen Andersen. Hun prøvede først at trøste os ved at vi skulle lave et bånd med hilsner, som var det et rigtigt blåmejsemøde. En spolebåndoptager med en mikrofon blev rigget til. Og så skulle det ellers gå løs. Men, nej, vi var så fremmede over for dette nye, en båndoptager, at denne hilsen ikke blev en spontan og frisk hilsen. Hvor båndet er i dag, aner jeg ikke. En ting Agnete lærte os var, at vise venlighed over for andre. Konkret, de ældre på plejehjem. At plukke anemoner var jo en selvfølgelighed. Men at gå ind på et alderdomshjem, som det hed den gang, og give buketten bare sådan til en vildt fremmed gammel kone, var totalt grænseoverskridende. Men jeg har taget det med mig i disse år er det en ældre besøgsven på det lokale plejehjem, der får anemonebuketten.-Når hun nu ikke mere kan komme ud i skoven, så kan Marselisskoven med en buket anemoner komme til hende.

Blåmejsernes sommerlejre

Vores fantastiske sommerlejre som blåmejse blev holdt på Årø. I rutebil kørte vi til Årøsund Havn og sejlede med ”Magda ”over til øen, hvor der slet ikke var biler, så al vores habengut skulle bæres eller køres på trækvogn op til forsamlingshuset. Puh-ha! Det var hårdt, men en god spejdersang fik tingene til at glide. For her nyttede det ikke at sige, at det her gad man altså ikke Så kunne man ikke være spejder, gjorde Trille det klart.

I forsamlingshuset boede vi blåmejser på loftet-på vores medbragte luftmadrasser. Nede i foredragssalen/gymnastiksalen sov så Trille og min mor, der igen var madtante. Køkkenet var hendes domæne. Og hun lavede alle måltiderne her. Fra bunden af! Halvfabrikata og fryseren var jo ikke opfundet endnu! Det meste mad havde vi slæbt med fra Haderslev. Jeg garanterer, at vi altid gik mætte fra bordet. Hver dag. Alle måltider. Kræsenhed kom man ingen vegne med. Det, der var på bordet, var det man fik. Basta.

Hvad lavede vi så? Dagen blev rammet ind af flaghejsning og igen – nedtagning. Der kunne være en badeeftermiddag, rundboldløb med poster omkring forsamlingshuset osv. Lejrens højdepunkt var snobrødsbagning på stranden.. Hver aften var der underholdning, som vi skiftedes til at bidrage til. Ja, sådan var det i alle sammenhæng, vi skulle alle bidrage til fællesskabet. Og det på alle måder: udover underholdning kunne det også være oprydning eller hjælp i køkkenet. Her kommer jeg ind: jeg skrabede kartofler og skrabede kartofler. Det er nok det, jeg husker tydeligst, men aldrig som et møj-job. Tværtimod! Nærmest er tanken, at jeg jo på denne måde kunne lave noget til fællesskabets bedste. Min leddegigt var på det tidspunkt så aggressiv, at der var så meget andet, jeg jo ikke kunne lave. I skrivende stund funderer jeg over, om denne hændelse, at skrabe kartofler – og med glæde, er en af grundstenene i mit livs selvforståelse: at yde noget, det bedste man kunne til fællesskabet. Samtidig, at erkende, at vi mennesker er så forskellige og vores evner og formåen dermed også er forskellige, men sammen er vi et fællesskab, en familie, en spejderkreds. Denne tanke har fulgt og forfulgt mig hele livet. Og skabt – udover min selvforståelse -, min menneskeopfattelse og kristne ståsted. Højtravende? Nej! Bare en konstatering.

Storspejder

Så kom den tid, hvor jeg og så mange andre skulle rykkes op fra blåmejseflokken til storspejder. Spændende. Et nyt kapitel. Nu måtte vi også gå med dolk, lave bål og sove i telt—som drengene havde gjort altid(?). Men vi var så mange, at der slet ikke var pladser nok i de eksisterende patruljer. En ny blev dannet.  ”Riki-tikki-tavi” patruljen var navnet. Her startede jeg så mit storspejderliv sammen med bl. a. Bente og Gitte. Vores patruljefører var Dorthe. Snart blev det veninderne Birgit H. og Kirsten der overtog lederskabet med stort engagement. Vores patrulje fik tildelt et hjørne i fyrrummet. Det var kedeligt hvidt. Derfor ville vi male det. Himmelblåt. Alle synes, at det var da en god ide. Min far ville gerne støtte dette kreative initiativ, så vi lånte alle hans maleruller, pensler osv. Men, men: det var den forkerte type maling! Vi kunne slet ikke få den fjernet fra værktøjet. Det måtte kasseres.. Det kan nok være, at min fars begejstring over vores projekt gled langt under nul-punktet.-men blå blev væggen altså.

Seniorspejdertiden

Så blev jeg seniorspejder! Mon jeg var 15 eller 16 år? Det var en herlig tid: spændende weekendkurser, dybe samtaler, foredrag på seminariet, hvor Kirsten fik os ”smuglet” ind. Der var nu også tid og plads til alm. tøsesnaksmøder.

Fra slutningen af 60’erne er der et par ting, jeg husker, som var det sidste år: En weekendtur i Irokeserhytten og vores hjemmelavede fløjtesnore.

Irokeserhytten lå i en skov ved en lysning. En meget dårlig skovvej førte fra landevejen op til hytten. Hytten lå i Sdr. Vilstrup. Irokeserhytten var tegnet og bygget af ”Tordenskjolds soldater”. Som navnet siger, var det til drengene, men vi piger lejede den ofte Jeg husker flere lejre og ture hertil.-Nu kommer historien: Ca. 6 -8 piger fra seniorflokken var på weekendtur her midt i marts. Vi havde en dejlig og dog en ret alm. Tur indtil søndag morgen. Som den første gik jeg ud ”på naturens vegne”, som man siger. Her var jo tale om das, der lå lidt fra hytten. Søvnigt trådte jeg det høje trin ned på fliserne -troede jeg, men stod lige med et i en knæhøj snedrive. Sne overalt. Og det væltede bare fortsat ud af himmelen.-Ingen troede mig, da jeg kom ind. Vi havde jo siddet aftenen før ved et bål og lavet aftensmad i det milde forårsvejr. Til sidst blev vi nu enige om, at et par af os piger med improviserede snerydningsskovle, skulle gå ned til det nærliggende ”Julemærkehjem” og herfra ringe til vores forældre. De kom tilbage med den besked, at de allerede havde talt sammen, forældrene. Kun én familie kunne få deres bil fri og allerede var på vej – desværre. Altså, ingen fridag fra skolen den kommende dag. Så sad vi da alle piger med vores grej i fam. Berntsens bil og kørte til Haderslev. Vi kom i skole om mandagen, selvom sneen hjemme hos os lå i en drive fra vejen og til toppen af vores carport, da jeg endelig kom hjem søndag efter middag. Nej!, jeg er aldrig siden været overrasket, hvis der kom snestorm midt i marts!

Den 2. ting, jeg vil nævne, er vores hvide fløjtesnore, der-pist-blev forvandlet til gule små håndarbejder. Det var vores lille ”68”oprør. Vi købte gult fiskegarn og snoede, flettede og knyttede en meter lang fløjtesnor. Den korrekte hvide forsvandt bare – sådan pist væk. Vi spurgte ikke om lov. Bedre at få tilgivelse end afslag. Og ikke 2 snore var ens, skulle jeg sige. Min gav jeg til en amerikansk spejder i sommeren 70. En pigespejder fra USA, der var på en international lejr i Sønderjylland.

Epilog

I sommeren 70 rejste jeg til Aarhus og havde ikke ret meget med spejderbevægelsen at gøre førend vores yngste datter blev spejder. KFUK(!)-spejder, men alligevel. Nu blev min mand og jeg lige på en gang involveret i spejderbevægelsen igen. Nu som forældre til en spejder: vi kørte pigerne på weekendlejr og hentede igen, bagte kage og hjalp til ved spejder-julebasaren , salg af lodsedler osv. osv. På samme tid blev der i vores nærområde oprettet et nyt gilde i Sct. Georgs Gilderne. Her blev vi optaget, min mand og jeg, og har da været her i mere end 25 år. Min mand i flere år som gildemester nu.

Ja! Én gang spejder – altid spejder