1920 er året for Danmarks genforening med den nordlige del af det tidligere Hertugdømme Slesvig, det nuværende Sønderjylland. Efter krigen mod Preussen og Østrig i 1864 måtte Danmark afhænde Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen.
Første Verdenskrigs afslutning åbnede muligheden for en demokratisk afstemning om landegrænsen mellem Danmark og Deutsches Reich Preussen.
Det er en tid så fjern og dog så nær, at den sta- dig præger min hverdag i det danske mindretal syd for den dansk-tyske grænse. Så nær, at mine forældre som 12- og 13-års børn oplevede afstemningen i det gamle Hertugdømme Slesvig. Så fjern at jeg selv ikke har oplevet den, men dens følger har påvirket hele mit liv.
I tiden før 1920 har man sikkert diskuteret nationalt sindelag. Var man nu dansk, var man nu tysk?
Det danske nederlag i 1864 betød, at alle værnepligtige skulle kæmpe for den tyske kejser under Første Verdenskrig. For de dansksindede var det en tort, men i 1920 kom chancen for at kunne stemme sig hjem igen til Danmark.
I 1920 blev Hertugdømmet Slesvig delt op i tre afstemningszoner. Første zone gik fra Kongeåen til den nuværende grænse. Anden zone indeholdt Flensborg, Flensborg Amt og Mellemslesvig. Tredje zone gik til Slien og langs med Dannevirke. Det var en glædens dag, da 1. zone stemte sig hjem den 10. fe- bruar 1920 og en sorg for de tilbageblevne dansksindede i 2. og 3. zone.
Disse begivenheder førte til, at der nu er et dansk mindretal syd for den dansk/tyske grænse og et tysk mindretal nord for.
Min barndom, ungdom og voksentilværelse har været præget af en stort set fredelig kappestrid mellem dansk og tysk her i Sydslesvig. Men det har været trange år at komme igennem for mine forældre og deres samtidige.