Fellowshipbudskabet 2020

Fellowshipbudskabet skrives på skift af landene i NBSR (Nordic Baltic Sub-Region) under ISGF
(International Scout and Guide Fellowship). Dette års budskab er skrevet af Karen Hækkerup,
generalsektetær for UNICEF Danmark.

2020 har lært os, at håbet og fællesskabet er kernen

2020 blev ikke det år, som vi alle sammen havde forestillet os, da vi hoppede ind i det til rådhusklokkerne. Vi har alle måttet opgive besøg, rejser, projekter og fritidsaktiviteter, som vi havde glædet os til. Alligevel mener jeg, at vi kan lære rigtig meget af 2020 om fællesskab og håb.

I UNICEF er vores vigtigste opgave at støtte verdens børn med at overleve, udvikle sig og trives. Det kan med andre ord oversættes til, at vores opgave er at give verdens børn et håb for deres egen og vores fremtid.
I Spejderbevægelsen handler det også om at række ud og danne børn og unge til at være beredte på fremtiden ved at give dem spejdermetoden og værdierne med i rygsækken.

Er der noget, som 2020 har lært os alle sammen, så er det, at vi ikke er alene. Intet menneske er en ø. Vi er i den samme båd – både når krisen sætter ind, og når vi skal dæmme op for konsekvenserne.

Da verden i løbet af foråret lukkede ned, var det med en stor tiltro til ansvar og fællesskabet og med et håb om, at hvis vi står sammen som verdensborgere, så kunne vi komme igennem pandemien. I UNICEF satte vi gang i katastrofeberedskabet og inden for få uger havde vi med hjælp fra vores støtter, virksomheder og fonde samlet penge ind til at beskytte verdens børn mod både smitten og følgekonsekvenserne som fattigdom og lukkede skoler.

Over hele verden har vi blandt andet hjulpet med at sikre rent vand, mulighed for at vaske hænder, uddannet i hygiejne, uddelt millioner af stykker sæbe og igennem radioundervisning sikret, at børn er blevet undervist, selvom deres skole var lukket.

Indsatser, som bliver stående og lever videre, når coronapandemien har lagt sig. Det handler om at genopbygge, så det bliver bedre end før.

Derfor er det for mig også sigende, at 2020 blev året, hvor vi i UNICEF Danmark underskrev en partnerskabsaftale med Spejderne. Sammen skal vi nå endnu bredere ud med budskabet om børns rettigheder og det ansvar, som følger med dem.

Rettigheder er noget vi giver til hinanden i fællesskabet, og de giver fællesskabet håb, fordi de blandt andet sætter rammerne for, hvordan vi skal behandle hinanden, og hvad alle børn i hele verden har ret til.

Det første store fælles projekt er, at vi i forbindelse med Børnenes U-landskalender 2020 skal besøge 125 skoler over hele Danmark. I fællesskab har UNICEF Danmark og Spejderne udviklet en sjov og aktiv workshop, som bygger på spejdermetoden og børns rettigheder.

I løbet af efteråret møder op mod 7000 elever i 1.-5. klasse en frivillig instruktør fra Spejderne, som med sit spejdertørklæde og sin UNICEF t-shirt viser, at vi står sammen og har taget opgaven med at skabe håb og fællesskab på os.

I skyggen af et helt særligt år og med ønsket om, at vi sammen børn og voksne kan holde fast i håbet i fællesskab, ønskes I alle en rigtig god fellowship dag.

På vegne af UNICEF Danmark
Karen Hækkerup, generalsekretær