Sct. Georgs Vennetræf

Kort utilgængelig

Dato/klokkeslæt
Date(s) - 06/07/2019 - 12/07/2019
Hele dagen

Kategori


Har du lyst til at møde nye venner – eller gamle – så mød bare op. En ting er sikkert – du vil blive modtaget med smil og hjertevarme – og forhåbentlig solskin, men det sidste er jo ikke så sikkert, men vær sikker på, at vi arbejder stærkt på, at dette også skal lykkes. Træffet i år afholdes på den dejlige spejdergrund Amagerhuset på Falster. Det blev i 2016 overtaget af 4 spejderkorps, der nu sammen med Sct. Georgs Gilderne driver stedet under navnet Ovstrup Spejdercenter, Sørupvej 22, 4863 Eskildstrup. Se mere om de spændende tiltag og renoveringer under www.spejdercenter.nu

Træffet starter lørdag den 6. juli kl. 12 og slutter fredag den 12. juli kl.12. Kom i campingvogn, telt, bo lidt primitivt i shelters eller på soveloftet i spejderhytten – madras eller feltseng skal selv medtages. Om I vil blive hele ugen, eller kun et par dage, er helt op til Jer.

Amagerhuset ligger midt på Falster op til øens største statskov og bølgende kornmarker. Der er ca. 10 km til Nykøbing F og 12 km til Stubbekøbing og badestrand. Der er masser af natur og spændende ting at foretage sig med venner og børnebørn, så her er en enestående chance for at være sammen – også til lejrbål og hygge. Det er jo hele formålet med et Venne-Træf!

Vi starter træffet om lørdagen med Goddag-og-velkommen-hygge omkring kl. 16 på Sct.Georgs Inn og fortsætter med fælles grill-spisning ved 18.30-tiden. Af hensyn til indkøb af mad bedes tilmelding (70 kr. pr. person, børn under 14, 35 kr.) ske til Lisbeth, lisbeth.johannessen@ hotmail.com senest den 1. juli.

Vi skal selvfølgelig også beskæftige os med seriøse og åndelige sysler, men modsat tidligere Venne-Træf, så tilrettelægger vi det meste på selve træffet. Vi må dog ud en tur med middelalderskibet Agnete, en flot kopi af Gedesbyskibet fra 1300-tallet – lavet på ægte middelaldermaner, ligesom vi også skal sejle med den charmerende lille færge Ida, der går fra Stubbekøbing til Bogø. På Bogø får vi så en sjov lokalguidet tur ad Bogøs bygader. Datoerne vil komme i programmet, men hold jer orienteret på facebook på Sct. Georgs træfvenner og/eller Sct.Georgs debatforum”, hvor vi opretter en afdeling, så vi kan høre jeres mening. Sådan noget som eventyrfortælling for børn, og Ordet frit/kl. 5-møder for os andre, er naturligvis også gode gamle ideer, vi kan bruge.

Onsdag den 10. juli er generalforsamlingsdag, og derfor også besøgsdag, hvor vi håber, at rigtig mange finder vejen forbi, selv om det jo ikke ligger lige rundt om hjørnet! Vi håber, at mange gildebrødre og gamle træfvenner vil komme at besøge os og hilse på gamle venner. Her er programmet, idet vi må tage lidt forbehold for ændring af tiderne til ½ til 1 time senere.

kl. 14 generalforsamling iflg. vedtægterne på Sct. Georgs Inn

kl. 15 kaffemik med fortælling om spejdercentrets visioner

kl. 18 fællespisning – forloren skildpadde (50 kr.) med overraskelser; forhåndstilmelding på lisbeth.johannessen@hotmail.com senest tirsdag kl. 9

Ca. kl. 20.30 åben gildehal, bagefter kaffe og kage (25 kr.)

Formålet med Venne-Træffet er først og fremmest, at vi har det hyggeligt sammen, men har man et godt indlæg, en konkurrence eller et legeoplæg, så tag det med. Det samme gælder selvfølgelig underholdningsindslag til lejrbålsaftenerne. Så bliver vi fælles om det hele – og ikke kun rengøring, kartoffelskrældning, brændesamling, oprydning og lign. sjove lejraktiviteter. Der vil ikke blive serveret varm mad, andre dage end lørdag og onsdag. Men grillene vil blive tændt hver aften. Priserne er de sædvanlige billige – voksne 40 kr., børn under 14 år 20 kr. Enkelte elpladser findes, først til mølle. Kan forbookes. 30 kr pr dag. Se nærmere på facebook.

Se hele programmet med booking og priser på www.traefvenner.dk, gå ind på Facebook Sct. Georgs Træf-venner, ring til Lisbeth på 31 50 54 33 (booking) eller formand Espen på 26 19 93 18. På rigtig dejligt Venne-Træf-Gensyn, Peer, Nina, Anny, Lisbeth, Kurt, Kirsten og Espen